“Jamen, det er jo helt forfærdeligt” nåede jeg lige at tænke, før Lykkeland gik op i hat, briller og lykkerus. Jeg indrømmer, at De Ti Lykkebud er nemme at følge. For de fleste i Lykkeland. Og således kan de fleste opnå den eftertragtede lykke – tilstanden, hvor den enkelte føler sig tryg og kan få opfyldt sine behov i overensstemmelse med sine omgivelser. Men hvad så med dem, der ikke er de fleste, dem, der ikke kan eller vil følge De Ti Lykkebud, de få i Lykkeland, måske de brilleløse fra glashistorien? De har valget mellem at blive som de fleste, altså at tage briller på, eller at bukke under.
Ville jeg virkelig kunne leve i dette Lykkeland, paradisisk måske for de fleste, men et land, som kun kender én fælles måde at blive lykkelig på, en måde, som bygger på et nationalistisk postulat om netop dette lands folk og kultur som enestående? Hvor man skal være mainstream for at være med? Og hvor man, hvis man ikke vil være som de andre, selv er ude om de ulemper, det måtte medføre? Hvor det uønskede ignoreres – det, de fleste tror blokerer porten til det fælles paradis?
Et mærkeligt land, hvor ikke alle mennesker, kulturer, tanker, meninger, egenskaber, strømninger er lige velsete, mange kun tålte, men kun som marginale, lidt småtossede randfænomener, som man helst ignorerer, men gerne trækker op af hatten, når man skal måle sig med andre nationer: Se, hvad vi har! Alle har lov til at være her! Men i dagligdagen gider de lykkelige ikke alle de besværlige. Og ignorerer dem helst. For de lykkelige har det bedst med, at de besværlige ikke får lov til at lege alt for meget med. Lykken må ikke blive besværlig, for lykke i Lykkeland betyder at være fri for at skulle tage stilling, at være fri for at overveje, at være fri for at tænke, at være fri for at skulle vælge, at være fri for alt det besværlige. At være fri for at være fri. Og helst god ro og orden. Jamen, det er jo helt forfærdeligt, for det betyder jo, at Lykkeland slet ikke er et frit land!
Nej, Lykkeland kan ikke være et frit land, hvis man som jeg antager, at alt det besværlige, disharmonien er frihedens pris. Men hvis man tror, at disharmoni står i vejen for lykken, så er lykke og frihed uforenelige. Og det må omvendt betyde, at der i frie lande ikke kan være lykkelige mennesker. Eller de er måske lykkelige på en anden måde?
Nå.
Det er jo også nytårsdag og hovedet brummer, så det er nok derfor. Kufferten er pakket og jeg står i kø til afrejse der, hvor det hele begyndte for 14 dage siden. Jeg er ikke blevet klogere. Vice-Gudens lysende væg er slukket og skriften er væk. Ingen afskedshilsen. Den Nye Tidsånd er på ferie indtil mandag.
Køen af rejsende er lang. De fleste af dem er håbefuldt grønlige i ansigtet. De kastede op i går. De fleste af dem er lykkelændinge, der skal ud i verden. Udviste ulykkelige lykkelændinge, der ikke overholdt De Ti Lykkebud og nu må søge deres egen lykke. Vi nikker indforstået til hinanden. Vi bukker ikke under, selvom det er vinter, den kolde, ubarmhjertige vinter.
Rejsen til Lykkeland begyndte her: Ankomst
inter·ferens 