God dansk lykke betyder altså at komme i en tilstand fri for indre eller ydre konflikter, at komme i en tilstand af følelsesmæssig harmoni ved at udelukke det, der forstyrrer en, det, der ikke hører til. Man slår det fjendtlige ned, det, der hele tiden, igen og igen, nager en og er kilden til al irritation. Og kan man ikke slå det fjendtlige ned, kan man i det mindste prøve at lukke det ude ved at mure det inde – eller sig selv. Således kan man holde det fjendtlige væk fra ens eget territorium, men det vil fortsat udgøre en latent trussel, for at være lukket ude er ikke det samme som at være elimineret, så man må hele tiden være på vagt.
Og hvad skulle der være galt med denne opskrift på lykke? Den er vel let at forstå, og oven i købet budskabet i en hvilken som helst Hollywood-film, som danskerne så godt kan lide, fordi de laves af vennerne i vest.
Og hvad er der galt ved Gerdas lykkelige paradis? Er det ikke skønt og noget, alle mennesker længes imod? Og hvis lykken nu engang er at føle sig dansk i Danmark, bør man vel få alt det udanske væk, så man kan være uforstyrret lykkelig? Hvad kan der dog være galt heri?
Det gale er, at denne fremgangsmåde kun gør dem lykkelige, der hører til, eller som tilpasser sig, gør om på sig selv. Lykken er ikke for dem, der forstyrrer og ikke vil eller kan. Hvordan sådan et lykkeland ser ud, er beskrevet i fortsættelsen af H.C. Andersens smukke eventyr Snedronningen. Den hedder En glashistorie, skrevet af filosoffen Villy Sørensen, betydelig mindre kendt naturligvis end alle danskernes verdensberømte H.C. Andersen, ej heller repræsenteret i kulturkanonen, da han kun skrev sære historier, hvor drenge saver ben af hinanden. Og det bryder danskerne sig ikke om, for sådan gør man ikke i Danmark. Og filosofi er i det hele taget noget uforståeligt vrøvl, nærmest som matematik, med mindre den er af Søren Kierkegaard, som får alle de internationale til at lære dansk og holde af Danmark, og som derfor er med i den gode danske kanon.
En glashistorie udkom 120 år efter Snedronningen. Efter så mange år er drengen Kay og pigen Gerda blevet voksne: I historien hedder manden ganske vist Gert og kvinden Kaja, her holder jeg fast i deres barndomsnavne. Gerda dyrker stadigvæk sin romantiske illusion. Den opretholdes ved at Gerda og alle andre mennesker i hendes lykkeland går med særlige briller, der får alt slet og hæsligt til at tage sig lige så godt ud som det, der virkelig dur. Alt det ubehagelige kommer til at se dejligt normalt ud, alt det grimme ser man ikke, og det, man ikke ser, findes ikke, er væk. Den stadig rationale Kay nægter dog som en af ganske få i dette lykkeland at gå med briller og forsøger at redde Gerda ud af illusionens magtsfære – uden held. Han bliver udstødt af lykkesamfundet som brilleløs. Det beskrevne samfund bliver med tiden mere og mere blind over for åbenlyse misforhold, som det ikke længere kan se og derfor håndtere. For alt er jo normalt og skønt og vidunderligt, og de bebrillede er de bedste. Men ak, Gerdas fine lykkeland går i opløsning og bliver til sidst overtaget af en fremmed magt. Hvad var det nu lige, denne mærkværdige historie minder mig om? Nå. Glemt.
Af glashistorien lærer jeg, at man må acceptere den konfliktfyldte tilværelse og hele tiden forholde sig rationelt til den, mens illusionen om en romantisk konfliktfri tilstand af lykke i sidste ende gør mennesker til zombier, dømt til undergang. Og jeg lærer, at den konfliktfyldte tilstand, splittelsen, det fjendtlige i os selv og uden for os er vanskelig at håndtere, men at man ikke kan komme uden om at forholde sig fornuftigt til det, optage det, integrere det, hvis man vil overleve – leve lykkeligt i det lange løb.
Men En glashistorie læser man ikke i Lykkeland, med mindre man ikke bruger briller. Og Den Nye Tidsånd, Vice-Guden og danskerne bryder sig ikke om lommefilosofiske betragtninger. “Spild af tid”, råber de og knapper øllerne op. For i morgen –
Næste stop: Fest
Rejsen til Lykkeland begynder her: Ankomst
inter·ferens 