Danmark er også i verdensklasse inden for kunst og kultur. Verdens mest berømte digter, H.C. Andersen, er Danmarks største nationalhelt. Han har skrevet alt. Alt rigtigt dansk, i hvert fald. Også Guldhornene, som er et dansk folkeligt digt. I 1844 skrev H.C. Andersen dog noget andet skønt, nemlig eventyret Snedronningen. Det var i romantikken, en kunstnerisk periode som dagens danske folkelige er en sjusket politisk kopi af.
Handlingen i dette eventyr er lige så simpel som den er sentimental: Drengen Kay rammes af djævelske glassplinter, som stammer fra et troldspejl, der var gået i hundrede millioner, billioner og endnu flere stykker i forsøget på at spejle Gud og engle heri. Herefter gør splinterne stor ulykke. En af dem borer sig direkte ned i Kays hjerte, som herefter forvandler sig til en isklump, en anden ryger i drenges øje, hvorefter Kay ser alt smukt som grimt og hæsligt. Og det er synd for ham, kan man fornemme. Kay begynder nu at interessere sig for kold og kedelig matematik, en gusten disciplin, som hjertensgode, lykkelige mennesker i hvert fald ikke bryder sig om. Det gør de ulykkelige stakler i Snedronningens grusomme rige derimod, hvor Kay nu finder beskæftigelse. Riget ligger langt mod nord. Det er dér, kulden og mørket kommer fra. Ulykkelige Kay, som ikke selv mærker, han er ulykkelig, er begyndt at tænke frem for at føle, og det er slet ikke godt, formidler digteren. Heldigvis har han sin gode barndomsveninde Gerda, Kays romantiske modpol, og hendes mission bliver det nu at befri Kay fra Snedronningens magtsfære og hente ham hjem igen, tilbage til de store følelsers forjættede Lykkeland. Til slut lykkes Gerdas mission naturligvis. Der bliver happy end, for sådan er det jo i eventyr: Gerda redder Kay, og Kay bliver forløst. Således plottet. Her kan alle altså være med, føle dybt og se sløret gennem tårevædede brilleglas.
Digterens sympati er med Gerda og hendes verden. Gerdas verden er tilsyneladende uspoleret og ikke blevet splittet af ondskabsfulde glassplinter, som har sået tvivl i hendes sind. Hun bryder sig hverken om gold logik eller rationale grublerier som den onde trold med sit refleksionens dæmoniske spejl, som er skyld i Kays ulykkelige skæbne. Nej, Gerda er et lykkeligt, romantisk pigebarn. Hun er mere til kønne roser, varme somre, børn og den slags.
Jeg lærer, at lykke er fravær af det, man ikke bryder sig om. Et simpelt, folkeligt og følelsesbetonet liv uden konflikter, grublerier og tvivl er at foretrække den kolde kongelige kalkule. Det lille paradis er varmere og mere vidunderligt end den store besværlige verden. Og jeg kan se, at Gerda må være prototypen på en lykkelig dansker.
Næste stop: Romantik
Rejsen til Lykkeland begynder her: Ankomst
inter·ferens 