Selvom danskerne føler sig truet, kan de godt lide at få international opmærksomhed, det vil sige at blive omtalt rosende. Det gælder i særdeleshed, hvis rosen kommer vestfra. For vest er der, hvor danskernes venner bor, amerikanerne. Så selvom danskerne tilbringer det meste af deres tilværelse bag hække og hegn, interesserer de sig meget for det internationale, hvis det altså handler om Danmark. Kun hvis det fremmer Danmarks interesser og den nationale lykke, er danskerne meget internationale, tror de. Og derfor er danskerne også meget dygtige til engelsk, synes de. Også Vice-Gud Carlsberg er dygtig til engelsk. Kan man snakke engelsk, så tror alle, at man er international, tror danskerne. Og så er man i verdensklasse. I Danmark er alt i verdensklasse. Det betyder, at alt, hvad man laver i Danmark, er det bedste i verden. Og danskerne selv er naturligvis også i verdensklasse, så lykkelige de er. Ingen andre kan hamle op med danskerne. Ligegyldigt hvad, så er danskerne i hvert fald de bedste. Så derfor er det heller ikke verden, der bestemmer, hvad der der er i verdensklasse, men danskerne selv.
Mange danske virksomheder er således i verdensklasse. Det kan man se på, at deres hjemmesider er på engelsk, hvilket er med til at gøre dem til internationale virksomheder. Her finder man sommetider også internationale medarbejdere. Det er medarbejdere, som kommer fra andre lande end Danmark, det vil sige fra udlandet. De kan være lidt af et problem, for de hører jo ikke rigtigt til i Danmark og forstår derfor ikke den hyggelige danske arbejdskultur uden hierarkier og med de mange flinke chefer. Så derfor ville de danske ansatte allerhelst være foruden disse fremmede. På den anden side forlanger Den Nye Tidsånd, at man er international, for det giver prestige, og der er penge i det. Globalisering kalder Den Nye Tidsånd det. Derfor er det godt, at danskerne er de dygtigste til engelsk, for så behøver dem fra udlandet ikke at lære dansk. For hvis de lærte dansk, kunne det jo ske, at udlændingene pludselig gik hen og troede, at de var lige som rigtige danskere. Og det går slet ikke, for man skal jo være født i Danmark og af danskere, hvis man vil være med. Derfor er det godt, at alle de internationale holdes lidt på afstand ved at danskerne taler engelsk til dem, så de ikke gør sig falske forhåbninger om at blive danske, for det bliver de ikke. Og danskerne vil jo nødig risikere, at de internationale medarbejdere bliver ulykkelige. Desuden er det heller ikke hyggeligt, når man er sammen med dem, for de forstår sig ikke på hygge, og det er jo også synd for dem.
De højere uddannelser i Danmark er også i verdensklasse. Det kan man for eksempel se på, at de højere læreanstalters hjemmesider er på engelsk, ja selv undervisningen foregår på en slags engelsk, for der er mange internationale studerende i Danmark. De kommer alle til Danmark, fordi de har hørt, at der er så meget verdensklasse og lykke i dette yndige land. Den vil de gerne have del i, og det kan de få lov til, for danskerne er meget venlige og deler gerne ud af verdensklassen og lykken. Men de internationale studerende skal naturligvis selv betale for de generøse ydelser, de får i Danmark.
Ikke blot de højere uddannelser, men det danske uddannelsessystem som helhed er i verdensklasse, fordi danskerne som de eneste i verden har fundet ud af, at det er god pædagogik at fremme elevernes selvstændighed. Det betyder, at eleverne skal kunne ytre en mening om og en holdning til hvad som helst. En holdning, der bør tage udgangspunkt i, hvordan eleven selv oplever et fænomen, altså hvordan de føler, noget er. Det kræver hverken viden eller indsigt, blot en evne til at folde sig ud mundtligt eller på andre kreative måder. Viden og indsigt hører ikke hjemme her, det er levn fra den sorte skole, som er udansk og kun praktiseres af tilbagestående lande, især dem syd for Danmark og i Kina. Danske elever skal ikke plages med at kunne noget fagligt svært, derfor gider man heller ikke at oplære dem i objektive beskrivelser af fænomener i deres omverden, altså beskrivelser ud fra et generelt fagligt frem for et specifikt personligt perspektiv. Og man gider heller ikke forstå, endsige forklare disse fænomener, når nu man lige så godt bare kan mene noget om dem. Nej, danske elever skal skånes for en vidensbaseret tilgang til virkeligheden, så lad dem hellere få lidt personlighedsudviklende tamtam, hvor de kan udtrykke deres egne følelser. Danskerne tror, at man er særlig selvstændig, hvis man kan føle sig frem og udtale sig om hvad som helst uden egentlig at have forstand på det. Og danskerne mener, at det kun er den sorte skole, der tror, at selvstændighed forudsætter viden om verden og ikke mindst evnen til selvkritik. For det er særdeles udanske discipliner, der tilmed prioriterer hjernen omtrent lige så højt som hjertet. For lykken er nu engang et varmt hjerte, ikke et koldt intellekt. Og det ene udelukker nu engang det andet.
Næste stop: Eventyr
Rejsen til Lykkeland begynder her: Ankomst
inter·ferens 