Jul uden juletræ, uden dans omkring det, uden juleklip, uden glögg, uden gaver, uden and eller andre aflivede dyr, uden guder og engle er ingen dansk jul. Selv Den Nye Tidsånd, der ellers hele tiden forlanger betingelsesløs underkastelse, som den kalder effektivisering, må give op over for den danske jul. Jul er traditioner og ritualer. Ligesom danskernes liv i det hele taget er det.
Jeg har allerede lært, at alle er på gaderne samtidig, arbejder på samme tid og er hjemme på de samme tidspunkter, hvor de så hygger sig på en ganske bestemt måde. Helt regelmæssigt. Og der er mange andre traditioner, som reglementerer danskernes liv. At danskernes liv er reglementeret, betyder dog ikke, at der findes et konkret sæt regler eller ligefrem en lovtekst, man kan følge. Så let er det ikke, for så kunne alle og enhver jo komme og lære at være dansker. Danskernes regler er ikke nedfældet nogen steder. Og de er hverken logiske eller indlysende. De er overleverede, altså traditionsbestemte. Som dansker kan man følge dem, fordi man er blevet opdraget med dem. Og fordi reglementet kun er kendt af indfødte danskere, tjener det til at skille fårene fra bukkene: Man kan straks se, hvem der hører til og hvem ikke, som nu for eksempel den stakkel, der formaster sig til at spise osten som det første under julefrokosten, eller som springer den vidunderlige, lune leverpostej over.
Hvordan nogle af disse underforståede regler virker, kan man aflæse af danskernes forbrugsvaner og de ting, danskerne omgiver sig med. Danskerne går meget op i køb af ting, de i virkeligheden ikke har brug for. Det kan man undre sig over, men man kan forstå de købte ting som trofæer, der dels signalerer den enkelte danskers sociale status, dels at han eller hun hører til, og dermed er som alle andre danskere.
Boligen er det vigtigste holdepunkt i danskernes liv. Det er her, danskerne kan være i fred for Den Nye Tidsånd og hygge sig med hinanden. Være hjemme. Og et hjem skal indrettes. Indrettes rigtigt, og det vil sige dansk. Det sker ved køb af møbler og andre indretningsgenstande. Skal hjemmet indrettes rigtigt, er det ikke ligegyldigt, hvilken sofa, hvilket spisebord, hvilken lænestol, hvilke lamper, hvilke tæpper man indretter det med. Ser man sig omkring i boligforretninger i Danmark, vil man hurtigt kunne konstatere, at en stor del af sortimentet går igen de fleste steder, at der er et kernesortiment, en boligkanon. Vil man indrette sig rigtigt, altså dansk, bør man overholde denne kanon. Andre danskere vil da straks kunne se på ens hjem, om man har gjort det rigtigt, og vil meget hurtigt kunne afkode graden af fællesskab ud fra de trofæer, som er de samme, som de selv har.
Den kollektive normering, der således finder sted, resulterer i, at de fleste bor i parcelhuse, der til forveksling ligner hinanden, med naboer, der til forveksling ligner hinanden, i parcelhuskvarterer, der til forveksling ligner hinanden, omgivet af ting, der til forveksling ligner hinanden, og med vaner, der til forveksling ligner hinanden.
Men man skal ikke blot ligne hinanden gennem de ting, man omgiver sig med, også danskernes kulturelle forbrug er underlagt regler. Folkeligt er fjernsynets casting-kultur, hvor alle kan være med. Finere er den politisk initierede danske kulturkanon. En liste over rigtig dansk litteratur, film, musik, scenekunst, arkitektur. Et kulturens dansk-nationale standardsortiment, som den danske kulturminister gerne så blive plejet og brugt som instrument i danskernes møde med det fremmede.
Inden for den store danske litteratur er det i øvrigt hovedsageligt værker fra 1800-tallet, der er relevante for danskerne. Det var jo også her, den verdenskendte H.C. Andersen levede, og selvfølgelig er han repræsenteret i kulturens standardsortiment. Og det var dengang, den nationale bevidsthed så dagens aftagende lys, en bevidsthed, som i dag har overlevet som illusionen om Danmark som en nation, som er bedst til det hele selv: Vort eget land, vor egen kultur, vore egne traditioner – ægte uforfalsket dansk og naturligvis ganske upåvirket af fremmede strømninger eller strømme udefra. Lykkelige er de, som tror på det.
Og lykkelige er også de, som elsker Danmarks nationalret: stegt flæsk med persillesovs. Kåret 150 år efter 1864 på initiativ af en dansk fødevareminister, som betegnede retten som en god gammel traditionel dansk ret, som for mange symboliserer tradition, hygge og nydelse. En ret altså, som rigtige danskere vil kunne glæde sig over, men som samtidig behændigt får muslimske og jødiske borgere i Danmark samt vegetarer og folk, der ikke bryder sig om svinekød, til at fremstå som mindre danske. Ingen gamle danske traditionsretter til dem. Vi beklager.
Jeg lærer, at det er vigtigt for danskerne at styrke deres nationale selvforståelse gennem kollektivt fastlagte fælles adfærdsmønstre og forbrugsvaner understøttet af både hemmelige og officielle lister over, hvad der anses for ægte dansk. Jeg lærer endvidere, at de nutidige danske værdier er tradition, hygge og nydelse – bedst symboliseret ved stegt flæsk med persillesovs. Værdier, som sikkert vil bringe danskerne videre i historien, og som de derfor må værne om. For Lykkeland er truet. Udefra.
Næste stop: Trusler
Rejsen til Lykkeland begynder her: Ankomst
inter·ferens 