I Lykkeland leder jeg efter lykken. For den må jo findes her, hvis ellers man kan stole på Den Nye Tidsånd, og hvis Vice-Gud Carlsberg virkelig laller sandheden. Det må vrimle med lykkelige danskere alle vegne.
Jeg står på gaden. Alene. For gaderne i Danmark, viser det sig, er næsten mennesketomme. Selv i de store byer.
Jeg kommer til at tænke på en tysker, som engang fortalte mig, at han undrede sig over de få biler, der kørte rundt i gaderne om aftenen; det var som om der herskede energikrise i Danmark, syntes han. Og jeg mindes en italiener, jeg havde hørt om, som var så foruroliget over tomheden i et parcelhuskvarter, at han stillede sig ud på gaden og råbte:
“Danskere, hvor er I?”
Men eftersom han råbte det på italiensk, et sprog som danskerne ikke gider, fordi det jo hverken er dansk eller engelsk og dermed ikke internationalt, fik han ikke lokket nogen frem. Danskerne bryder sig nemlig ikke om at være ude blandt folk, de ikke kender i forvejen, derfor er gaderne som regel tomme.
Undtagelsen er, når de lykkelige danskere skal til og fra arbejde eller hygge sig hos hinanden. Da de fleste danskere arbejder og hygger sig med hinanden på de samme tidspunkter, er der alles kamp mod alle på gaderne i en times tid før og efter: Fodgængere, cyklister, bilister, alle mod hinanden.
På landet ser jeg dog næsten kun biler på vejene, for danskere på landet bryder sig hverken om at gå eller cykle, fordi det er for anstrengende, når man også skal holde hjulene i gang. Desuden hører jeg, at der er alt for mange østeuropæiske kriminelle og alt for få danske politibetjente på landet. Så det er farligt at færdes på vejene ubeskyttet.
Men i de større byer, hvor der efter sigende er flere pladderhumanister, ser man også fodgængere. Det er dog umuligt for mig at få øjenkontakt med dem, fordi de altid kigger i en anden retning, hvor der åbenbart er noget uhyre interessant, som de lige har fået øje på, og som får dem til at gruble indædt. Noget, som jeg selv ikke kan se, sikkert fordi jeg ikke er lykkelig nok. Det er ikke let hele tiden at kigge forbi hinanden, det skal man nok være dansker for at kunne. Et stift blik i en vrissen grimasse, uinteresseret i alle de væmmelige andre. Sådan styrter de afsted mod deres arbejdspladser, byens kontorer, hvor deres arbejde består i at administrere hinanden, så Den Nye Tidsånd stilles tilfreds.
Der er andre på vejene end stift stirrende fodgængere. Cyklister udgør det næste trin i hierarkiet. Cyklister er placeret over fodgængerne og har flere rettigheder. For eksempel må de gerne skælde fodgængerne ud, hvis de går i vejen, eller fordi de måske bare ser grimme ud. “Din idiot!” brøler cyklisterne så med vredt forvrænget ansigt, “kan du ikke se dig for?” For det er altid fodgængerne, der skal se sig for. De brøler for at markere deres utilfredshed med, at fodgængeren står i vejen for cyklistens lykke. Desuden regner det.
Det højeste udviklingstrin blandt vejens lykkelige danskere er de såkaldte bilister. De sidder på lænestole bag et rullende panser af blik og glas og ser frygtindgydende olme ud. Og de bryder sig ikke om nogen. Slet ikke om fodgængere, som mener, de bare kan krydse vejen, som det lyster dem. Det kan de ikke. I hvert fald skal de ikke bare sådan have lov til det. Derfor gælder det om at køre over for rødt lige for næsen af dem med de stirrende øjne, som viljeløst vader hen imod den lille grønne lysmand, der må minde dem om Vice-Gud Carlsbergs lysende flasker fra lufthavnen. Endnu værre er de steder, hvor nogen har malet hvide striber på vejbanen som var det en talentløs safari-udsmykning. Her vader de også gerne ud, dem der går på fødder, fordi de er så sølle. Så her gælder det også om at komme først, og det kan man, hvis man har en bil. Bilister skal i hvert fald ikke lade sig diktere noget af nogen, der bare går ineffektivt rundt. Ingen har lov til at forhindre bilisten i hans personlige frihed bag rattet. Lykken at være sig selv nok som bilist erhverver man sammen med bilen. Den betaler man for, og det hedder registreringsafgift. Desuden blæser det.
Når danskerne således færdes mellem hjem og arbejde, kalder de det myldretidstrafik. Her kan alle danskerne være med ved at være ihærdigt i vejen for hinanden. For selv om man er samlet, betyder det i hvert fald ikke, at man er sammen om noget. Tværtimod! Danskere bryder sig aldeles ikke om danskere, som de ikke kender i forvejen, og samles derfor gerne i flok på vejene, i skovene, på strandene, i tivolierne, i sommerhusområderne og vandlandene for at give udtryk for deres gensidige foragt. Jo flere der kan samles sådanne steder for mest muligt at gøre livet surt for hinanden, desto større synes den enkeltes personlige lykke at være.
Lykken er en privat sag, som man ikke deler med nogen, man ikke kender. Det er mærkeligt, synes jeg.
Næste stop: Arbejde
Rejsen til Lykkeland begynder her: Ankomst
inter·ferens 