Mens jeg søgende slæber kufferten gennem lufthavnens labyrint, undrer jeg mig over Den Nye Tidsånd, et hysterisk væsen, som stjæler menneskenes tid ved nidkært at sætte deres flygtige fornemmelser på tal.
„Tæl det utællelige!“ er Den Nye Tidsånds mantra. Det, der ikke kan måles, har ingen gyldighed, findes ikke, må være indbildning eller snyd, forkynder Ånden.
Den Nye Tidsånd bryder sig ikke om lykken, for lykken er drilsk. Hvis den findes, må den kunne måles og vejes, tror Den Nye Tidsånd. Men lykken er et flygtigt væsen. Utrolig tæt på synes den gang på gang, men hver gang Den Nye Tidsånd forsøger at vikle den ind i sit snærende målebånd, er lykken pludselig en lille smule længere væk igen. Åndeløst halser Den Nye Tidsånd derfor efter lykken, for hvis lykken ikke vil måles og sættes på tal, kan den ikke være til, findes den ikke, må den være et fantom.
Utallige er Den Nye Tidsånds disciple, Statistikkens Lykkeriddere, som ivrigt tjener Ånden ved at forsøge sig med at indfange fantomet, og lænke det til hver sin fantasifulde målestok. Og i sagens sande natur må lykke-fantomet nødvendigvis optræde i forskellige nationale skikkelser. For Den Nye Tidsånd og hans disciple tror på, at folkeslag er naturgivne størrelser, og at nationale særpræg derfor må kunne beskrives med naturvidenskabelige metoder. Derfor må lykken også findes i en særlig dansk, amerikansk, kinesisk eller svensk variant – selvom mange tvivler på det sidste.
Når Den Nye Tidsånd således har gjort lykken til et nationalt anliggende, er det nærliggende næste skridt at afholde en international lykke-konkurrence: Hvilken nation har den hurtigste, længste, største, stærkeste lykke? Stopurene tikker og målebåndene ruller…
Den første lykke-konkurrence blev afholdt i 2012 af United Nations Sustainable Development Solutions Network, som udgav resultaterne på selveste H.C. Andersens 207-års fødselsdag i form af en World Happiness Report. Her vandt Danmark guldmedaljen. Naturligvis. Stolte var danskerne da, og endnu mere lykkelige end ellers. Gode nyheder for nationen og dens vulgære fætter nationalismen. Og godt nyhedsstof for medierne. Og for Vice-Gud Carlsberg og hans forkyndelse.
Nyheden gik kloden rundt. Samme dag, som rapporten udkom, kunne man i Los Angeles Times i det fjerne Amerika se en top-ti-liste over verdens lykkeligste lande. Den gik under den storslåede overskrift: Happiness tops in Denmark, lowest in Togo, study says. Øverst på listen var Danmark. Guld. Selvfølgelig. Så kom Finland, Norge, Holland, Canada, Schweiz. Og Sverige! New Zealand, Australien, Irland. USA kom ind på en 11. plads. Og det var slet ikke godt.
Ud over listen gav avisartiklen ingen baggrundsoplysninger om, hvad der var blevet målt hvordan, og således var den temmelig ligegyldig. Mere fascinerende var læsernes kommentarer, som desværre ikke længere er tilgængelige på avisens hjemmeside.
Allerede den første kommentar kortlagde uvidenhedens flade landskab: Naturligvis er danskerne lykkelige, forlød det her, fordi de hverken har en Obama, sorte eller mexikanske ungdomsbander, gadekriminalitet i storbyerne, velfærdsorganisationer, som hele tiden vil have mere, en mexikansk invasion, narkokriminalitet eller marxistiske kommunalforvaltninger.
Dermed var tonen slået an og de øvrige kommentatorer truttede videre på samme melodi: Der er jo også kun hvide i Danmark; hvis USA ikke havde så mange etniske minoriteter, ville man score lige så højt. Og i øvrigt stiller danskerne sikkert ikke så høje krav og er lette at stille tilfreds. I det hele taget har deres regering begrænset deres muligheder så meget, at de ikke ved bedre. En anden kommentator bringer selvmordsrater i spil: De ulykkelige har sikkert for længst taget sig af dage og tæller jo således ikke med i statistikken. Endelig svinger en særlig overvægtig kommentator med et voldsomt brøl den finale kølle: Hvor mange minutter ville lande som Danmark mon kunne forsvare sig mod et militært angreb uden amerikanernes hjælp?
Dermed blev billedet så rykket på plads igen: USA er og bliver de største. Hvis der er andre, der står højere på medaljetrappen, så kun fordi de har snydt. Og guldmedaljedanskerne kan atter engang ryste på hovedet ad amerikanernes afgrundsdybe dumhed, for inderst inde ved danskerne jo godt, at det i virkeligheden er dem, der er de bedste i verden. Det er danskerne, der har vundet. Som altid. Hvis verden ikke kan se det, så har verden et problem.
Nu er jeg rigtig spændt på, om jeg så kan få øje på lykken til den store guldmedalje. I Danmark. Vinderen. Lykkeland.
Næste stop: Gaden
Rejsen til Lykkeland begynder her: Ankomst
inter·ferens 