Se så! Her begynder vi. Når vi er ved enden af historien, ved vi ikke mere, end vi ved nu.
Der var engang en stor lufthavn i et lille land langt mod nord, hinsides de vintermørke tågebanker. Alverdens rejsende valfartede til denne lufthavn, thi her strålede håbets farver dem varmt imøde, og skriften på den lysende væg forkyndte internationalt:
„Welcome to the world’s happiest nation“.
Efter en farefuld færd måtte de udmattede rejsende gnide øjnene. Var de virkelig nået frem til det forjættede land? Måske endda til det paradis, som mange ellers troede var tabt forlængst? Åbenbart. Da jublede de:
„Gud være lovet! Vi er i Danmark!“
Men lige så snart de forhåbningsfulde nærmede sig væggen med det velsignede budskab, opdagede de til deres store sorg, at de var blevet ført bag lyset af et optisk bedrag: Ikke God Himself hilste de fremmede velkommen, men kun en selvbestaltet, djævelsk lallende vice-gud, som straks lokkede de sorgfulde sjæle med på druk:
„That calls for a Carlsberg“.
Og de lysende grønne nuancer var ingenlunde håbets farveskær, men blændværk, der skulle forestille flasker.
Nogen måtte have kigget frygtelig dybt i glasset for at se lykken i øl. Måske så dybt, at det fine glas var gået i hundrede millioner, billioner og endnu flere stykker.
Jeg må vel se i øjnene, at jeg nu er ankommet til det lykkelige Danmark. Rådvild begynder jeg at gruble over meningen med velkomstbudskabet: Bør den, der ankommer til Danmark, drikke øl, fordi danskerne er så lykkelige? Eller skal man drikke øl for at blive lige så lykkelige som dem? Er danskerne så lykkelige, fordi de hele tiden drikker øl? Er øl mon vejen til lykke? Og hvad er den danske lykke i det hele taget? Hvor finder jeg den?
Endelig kommer kufferten rullende på det rumlende bånd! Omtåget vakler jeg gennem lufthavnens ingenmandsland. Jeg må ud. For derude venter Lykkeland.
Næste stop: Vinderen
inter·ferens 