Nej slet ikke. Paradiset er en episode i Genesis. Og det er siden blevet til en illusion: Et sted eller måske snarere en sindstilstand, man kan længes imod, men næppe nå uden metafysisk hjælp. Det gode gamle paradis er præget af fravær – fravær af en række af menneskets eksistentielle grundvilkår: Døden, reflektionen og de andre. Adam og Eva har kun hinanden, ingen andre mennesker at forholde sig til; de er udødelige, og de behøver ikke at vide noget, bare de tror på den gud, som har skabt dem. Først da de spiser af frugten på kundskabens træ, går det galt (hvis der ellers er noget galt i at udvikle sig og komme videre, efter at man har udforsket verden): De opnår erkendelse, og som straf gøres de til dødelige og bortvises fra haven. Da deres senere søn Kain slår broderen Abel ihjel, begynder konflikterne mellem mennesker, mellem os og dem, for alvor. Splittelsens tidsalder er indledt. Menneskets håndtering af dets grundvilkår, konflikterne mellem liv og død, tro og viden, natur og kultur, mig og dem eller os og dem bliver drivkraften i menneskehedens civilisatoriske bestræbelser. På godt og ondt.
Til enhver tid har der været mere eller mindre troværdige profeter, der forkyndte, at netop de hver især vidste, hvilken vej der førte tilbage til paradis, vejen til det hele, det fuldkomne, det tabte. Vejene kan være mere eller mindre snoede, stenede, stejle, men indebærer alle fravalg: Troen på den hellige sag er afgørende; viden, reflektion, indsigt, kritik derimod er af det onde og må vælges fra. Et liv efter naturens orden er et krav, og kulturel depravation må vælges fra. Endelig må man holde sig væk fra alle dem, der er anderledes og ikke vil gå den anviste vej, måske endda skille sig helt af med dem. Og hvis alt dette gøres retteligt efter bogen, så vil man nå frem (eller snarere tilbage) til paradis, hvorefter det evige liv vanker som belønning. Når vi således sluttelig ankommer til paradis, fælder vi for en sikkerheds skyld kundskabens træ, giver livets træ en omgang gødning og lukker porten bag os. Keruberne sender vi hjem igen, og slangen – åh nej, nu skriver jeg om danske tilstande igen. Det var Berlin, dette skulle handle om!
Nej Berlin er ikke paradis. Dertil har byen gennem tiderne været alt for meget centrum for unaturlig kultur, kritisk viden, og de alt for mange, alt for forskellige andre, som netop ikke lever sammen i idel idyl, men murer sig selv inde eller de andre ude. Og i det tyvende århundrede har Berlin først og fremmest gjort sig berygtet som ødelæggelsernes og dødens by. Ikke alene har Berlin adskillige lig i lasten, men også millioner af menneskeliv på samvittigheden. Den er spøgelsernes by, skyggernes by. Berlin er alt det, som paradiset ikke var.
Og samtidig er Berlin paradisisk: Her findes det ubesværede liv, den oprigtige tro på noget større, og her findes vi, os særligt udvalgte. Berlin er både og. Og dermed et brændpunkt for menneskehedens evige konflikter. I Tyskland. I Europa. I verden.
Berlin er uharmonisk, ufærdig, ufuldkommen. Berlin er ikke nogen smuk hovedstad, der gør sig til for sine gæster og majer sig ud. Den er snarere en gammel ildelugtende og arret kælling, som stiller sin hæslige krop og sit splittede sind åbent til skue, som har affundet sig med den kendsgerning, at tilværelsen ikke er perfekt, harmonisk, uden konflikter og fri for det onde. Som har affundet sig med, at modstridende strømninger i evigt opgør med hinanden netop gør Berlin til et hele. Som har indset, at fuldkommenhed kun opnås ved at acceptere disharmonien og ufuldkommenheden som grundvilkår i tilværelsen. Og måske er det netop denne indsigt, der fører til et moderne paradis. Så svaret er: Ja, Berlin er det nye, det moderne paradis.
inter·ferens 