FAQ Berlin – 3. Hvordan gik det til, at I valgte Berlin?

Tre ting skulle der til: Et folketingsvalg, et fjernsyn, en fyring.

Folketingsvalget 2001 var en skelsættende begivenhed. Valget medførte frit lejde til et parti, som med følelsesladet nationalisme og fundamental religion splitter samfundet i de gode (os, de etniske, kristne danskere) og de onde (dem, de muslimske indvandrere), og som forkynder, at frelsen kun findes i en nation for os, befriet for alt det onde, altså dem. En forkyndelse, som har været omdrejningspunktet i dansk politik lige siden. De gode og de onde, os og dem, lyder måske umiddelbart besnærende uskyldigt. Det er vel lidt som skoletidens drengene mod pigerne. Men en politik, der bygger på en irrationel vision om danskere, danskhed og kristendom, har fatale følger: For som konsekvens heraf må vi erklære bestemte borgere i samfundet som de facto-andenrangsborgere på baggrund af deres anderledes nationale og religiøse tilhørsforhold. Og nu kan alle vi helt åbent begynde at tale mindre hensynsfuldt om dem, håne dem med dilettantiske tegninger, fraskrive dem visse civilisatoriske egenskaber, frakende dem deres brugsværdi for samfundet. Næste skridt, som allerede så småt er taget, er at gøre dem til de jure-andenrangsborgere. Og som den ultimative løsning på alle problemerne, som de må anses at være skyld i, kan alle vi måske engang – helt legitimt og på sagligt grundlag, naturligvis – beslutte at skille os helt af med dem. Kimen til et fascistoidt samfund var lagt. Var dette stadig Danmark? Var dette de nye danske værdier? Og hvis ja – var Danmark så det rette sted for sådan nogle som os, danskere ganske vist, men med til dels fremmede rødder og upassende egenskaber? Og hvor kunne vi i givet fald gå i eksil for denne skingre politik, dette brølende nye danske vi, hvis vi samtidig gerne ville bevare arbejde og venner, i håbet om, at den fagre nye danskhed nok ville gå i sig selv igen? Malmö var en umiddelbar tanke.

Et fjernsyn, som vi af nysgerrighed anskaffede os i begyndelsen af de lidet glorværdige nullere, gav nye vinkler. Igen og igen så vi en rapkæftet kvinde uimodsagt få lov til at tordne mod indvandrere i almindelighed og muslimer i særdeleshed. En gravalvorlig herre med stirrende øjne og bedemandsgrimasse belærte os om, at Saddam Hussein ikke blot var diktator i et muslimsk land, men også en led skurk med masser af beskidte våben. For sådan er de jo i de muslimske lande, kunne vi forstå: De er djævelske! Derfor måtte det gode, kristne Danmark i krig og kæmpe mod den muhamedanske djævel. Det var indlysende. Han forklarede os også, at vi danskere ikke har brug for eksperter. Ej heller for offentligt ansatte akademikere og smagsdommere. Kongehuset, tapre soldater og dygtige betjente derimod var det, Danmark skulle være taknemlig for. Endnu en grøft var gravet, og langsomt gik det op for os, at vi nu nok befandt os på den forkerte side. Vi skulle endelig ikke føle os sikre, var budskabet. Vi oplevede sort-hvidt fjernsyn i provinsklasse. Men vores lille kabelpakke havde heldigvis andet at byde på: Tre offentlige tyske tv-kanaler! Og de offentlige tyske kanaler viste sig at være alt andet end synkroniserede film (som i øvrigt ikke er mindre kultiverede end ubehjælpsomt tekstede amerikanske b-film, som vi ellers så inderligt tror). Den vide verden åbnede sig for os med studieværter, politikere og eksperter – jeg gentager: eksperter –, som var i stand til at formulere sætninger i sammenhæng og tale meningsfuldt om andet end indvandringens fortrædeligheder. Vi fik en uanet bred vifte af programmer, holdninger, indsigter. Vores fjernsyn var med et forvandlet til et farve-tv og viste udsendelser i verdensklasse. Og vi genopdagede en kultur, vi næsten havde glemt. Så måske alligevel ikke Malmö?

Og så blev en af os ramt af en fyring. Der skulle spares, fordi der skulle spares. Og at der skulle spares på eksperter, vidste vi jo godt. Fyresedlen blev så ganske vist trukket tilbage igen, men vi havde lært lektien: At være ansat for offentlige midler i det nye Danmark skal føles som russisk roulette. Det er ganske ligegyldigt, hvem skuddet rammer, bare man er ude. Og man skal vise sin taknemlighed hver gang, man undgår den skarpe patron. Men man skal ikke tro, at man derfor også slipper næste gang. Man skal aldrig vide sig sikker, hvis man bliver holdt for en af dem, der ved for meget og tror for lidt, bliver holdt for en ækel ekspert eller en snusket smagsdommer. For så kan vi ikke lide en. Og så må der spares, fordi der skal spares, og flyttes, fordi der skal flyttes. Tager vi stadig til Malmö? Eller tør vi Tyskland?

I 2006 var alt småt og sølle. Paradiset lå øde hen, livets træ var visnet og kundskabens træ var blevet fældet. Slangen var blevet stueren. Da blev Berlin vores åndelige eksil.