FAQ Berlin – 2. Hvad laver I egentlig i Berlin?

Storbyshopping og smarte caféer er jo åbenbart ikke fint nok. Selvfølgelig er det det, men ikke 4 år i træk! Så derfor vores store projekt: at integrere os. Det lyder stort, og det er det også, for vi danskere er jo så vant til at tro, at integration kun er noget, der vedrører de andre, dem vi i virkeligheden ikke rigtigt bryder os om. Skal man selv, begynder det at blive grænseoverskridende, for det kræver, at man bliver nødt til at acceptere de andre omkring en som jævnbyrdige. Men dette for danskere særligt sure æble måtte vi så bide i. Vores integrationsproces i Berlin forløb i tre faser.

Fase 1. Turist. Denne fase er ganske uforpligtende. Den er ligefrem sjov, så længe den er ny. Man tuller mere eller mindre planløst rundt i byen, går efter “seværdigheder”, museer, udstillinger og shopper løs. Prøver på at finde vej fra A til B. Da vi behersker sproget til fulde og kan spørge om mere end vejen til det nærmeste toilet, forstå mere end annonceringerne i s-toget, læse mere end skilte og menukort, blev det også til en del teater, film, bøger. Sådan kunne vi måske være blevet ved: Fast omdrejningspunkt med fin adresse i København og lidt feriestemning i en moderne metropol med illusionen i beste nuller-ånd om den gode investering i fast ejendom udi billige Berlin. Blevet ved, indtil kedsomhedens krise var kommet krybende og. Zap! Videre til noget nyt! I stedet for kom Freie Universität Berlin. Og pludselig blev man…

Fase 2. Indbygger. Fordi universitetet ville ansætte en af os i et tidsbegrænset projekt. Så vi brændte broer: Opgav den dyre københavnske adresse, flyttede for alvor og grumme formelt til den store stad (dog ikke det bombede lokum, som vi syntes var for lille til permanent beboelse). Jeg beholdt ganske vist mit elskede arbejde i København, klarede dog så meget som muligt fra Berlin og fik derudover et indgående kendskab til københavnske hoteller i den lusede ende. Folk rystede på hovedet ad vores beslutning og hvislede underhånden, at det nok var noget med skat og store biler, for hvorfor skulle man ellers vende Danmark ryggen? Jeg kan berolige skeptikerne med, at migrationen til Berlin økonomisk var en af de dårligste forretninger i vores liv. Vi lærte, at det har omkostninger at berige livet. Vi fik: En anderledes arbejdskultur, hvor faglighed er vigtigere end hygge. En social omgangstone, der respekterer andre mennesker frem for at gøre sig lystig over dem. Og vi opdagede, at der er plads. Plads til det anderledes, enddog meget anderledes, uden at nogen peger fingre. Og vi fandt ud af, at myndighederne bygger på en idé om den myndige, ansvarsfulde borger, der selv kan styre sit liv, snarere end at de bygger på en mistanke om, at borgere er ansvarsløse snydepelse, der skal holdes i ørerne med cpr-numre og tvangsdigitalisering. Pludselig var vi selv ansvarlige! Hvis ikke man tager affære selv, sker der intet! Vi var havnet i et samfund, hvor man faktisk kan blive helt eller delvis væk, hvis det er det, man vil! En uhyggelig fornemmelse i begyndelsen. I mellemtiden har vi lært, at denne uhyggelige fornemmelse er det, man kalder frihed.

Fase 3. Borger. Da gæstespillet på FU nærmede sig afslutningen, kom krisen og hvæsede triumferende: “Haha. Tilbage til København. Tilbage til København!” Så nu arbejder vi begge i København igen. Men denne uhyggelige frihedsfornemmelse, vi havde lært at holde af, den generelt respektfulde omgangstone, interessen for og accepten af det anderledes – alt dette ville vi ikke undvære. Så helt tilbage igen? Nej! Af praktiske grunde bor vi ganske vist ikke længere i Berlin permanent. Men vi lever stadig som borgere i det store ukendte naboland mod syd. Det lærte vi i Berlin. Og det er det, vi stadig laver i Berlin: At blive del af en verden længere væk fra navlen.