Storbyshopping, smarte caféer, prisbillige restauranter naturligvis! Måske en udstilling eller ligefrem en koncert i ny og næ, så vi kan prale af at være del af det internationale kulturliv. Nej, egentlig ikke. Svaret er temmelig kedeligt: Fordi vi bor i Berlin. Også i Berlin. Netop i disse dage er det ni år siden, at vi flyttede hertil. Dengang, i oktober 2006, overtog vi en nyistandsat lejlighed, hvis ellers man kan kalde ét rum med bad, entré og altan på 38 kvadratmeter i alt, det hele godt gemt væk i en baggård, for en lejlighed. Noget, som bogstaveligt lignede et bombet lokum, da vi satte vores underskrifter på slutsedlen. Men som endte med at blive vores faste holdepunkt i Berlin – denne store ubekendte og dragende metropol, som vi ville opdage. Vi opdager stadigvæk og har netop forbløffet konstateret, at vi har tilbragt halvdelen af de ni år, der nu er gået, her i Berlin. Det var ikke til at forudse, dengang det hele begyndte – med besigtigelsen af et bombet lokum. Så her bor vi.
Vi bor altså i Berlin. Også i Berlin. Og det stik imod den udbredte opfattelse, at man i virkeligheden kun kan bo ét sted. Den samme opfattelse, som gerne postulerer, at man kun kan have ét fædreland, ét modersmål, én gud. At man aldrig vil kunne lægge denne dæmoniske treenighed bag sig. At den aldrig slipper en. At den er kernen i ens identitet. Man kan tage et andet sted hen, javist, men man bliver ikke en anden af det. For man opholder sig blot det fremmede sted, indtil ferien, sabbatåret, arbejdsopholdet er forbi, og man kan tage hjem igen – hjem til det oprindelige, til det sted, man mentalt aldrig har forladt. Vist kan det føles behageligt at opholde sig et fremmed sted en gang imellem, især hvis vejret er godt, landskabet pittoresk og vinen billig. Men det bliver aldrig helt så godt som hjemme, for hjemme er bedst. Det fremmede kan man kun betragte, som man betragter et skuespil: Man er tilskuer og har det bedst i selskab med med de øvrige tilskuere. Man skulle nødig hales op på scenen og spille med i den fremmedartede forestilling. Således altså opfattelsen, der gang på gang stikker hovedet frem – altid med samme misbilligende grimasse.
Og det er netop den opfattelse, som gerne fejlfortolker vores Berlin-opdagelser som ferieophold med netop shopping, julemarked og restaurantbesøg som højdepunkterne. Med overnatning i en ikea-improviseret ferielejlighed, billigere end et hotel og en god investering, som danske boligejere gang på gang lader os forstå. Naturligvis beliggende i en fancy bydel og udstyret med Turen går til og en hjemmegjort mappe over restauranter og seværdigheder i gåafstand. Men nej, desværre. Hverken ferie eller ferielejlighed, ingen udlejning, ej til låns, ingen investering, men derimod vores private hjem. Det hjem, vi nu har haft længst. I en by, som vi selv er blevet en del af, hvor vi er med i en lille birolle på den store scene. Et andet sted blev til et andet liv. Det kan lade sig gøre at slippe væk fra den dæmoniske treenighed, blot man tør overvinde grænser og ikke lader sig skræmme af grimassen.
inter·ferens 