Asger Aamund er ifølge B.T. en “berømt erhvervsleder”. Jeg må tilstå, at jeg ikke havde hørt om ham indtil fornylig, men det skyldes nu nok mest, at jeg holder en vis sikkerhedsafstand til den danske mediemaskine, især de mere rumlende dele af den. Og verdensberømt og dermed kendt uden for Danmark, hvor jeg normalt opholder mig, er han jo dog ikke. Men til trods for min sikkerhedsafstand til medierne faldt jeg for noget tid siden over en kommentar, som manden havde fået udgivet i Berlingske den 13.08.2015. Den har titlen “Danskere uden Grænser” og handler om Danmark og indvandrere. Danmark og indvandrere. Igen igen. Da skribenten må formodes at få spalteplads i kraft af, at han er berømt erhvervsleder, eller som der står over kommentaren, “bestyrelsesformand”, får den en mere principiel betydning: Kommentaren er ikke længere blot udtryk for en tilfældig privatpersons syn på bestemte forhold i samfundet (sådan som fx det, jeg skriver her), men for det danske erhvervslivs syn på disse forhold. I kommentaren taler en repræsentant for det danske erhvervsliv i kraft af sin funktion som beslutningstager i dette erhvervsliv. Det er derfor, kommentaren beskæftiger mig, især det verdens- og menneskesyn, som den er udtryk for.
Det, der slog mig allerførst, var, at kommentaren umiddelbart virker temmelig ustruktureret: Den tumler løs med at skælde ud over forfatteren af et åbent brev, Stine Bosse, som jeg heller ikke ved, hvem er, men som åbenbart i sit åbne brev har turdet kritisere den danske regerings populistiske forsøg på at begrænse indvandring til Danmark ved hjælp af en annoncekampagne. Herefter kaster skribenten sig frådende over “mediefolk og politikere” i deres postulerede egenskab som “indvandrer-radikal loge”, hvorefter han slingrer videre til en dom over, hvilke mennesker Danmark har brug for, og hvilke ikke. Så springer han pludselig tilbage til besættelsestiden, jødeforfølgelsen og “min levantinsk udseende far” og vakler omsider i mål med at prise flygtningehytter udviklet af Ikea, som kan bruges i Gambia. Sådan. Hvis manden leder erhverv, som han skriver kommentar, tænkte jeg efter at have læst dette, og hvis han virkelig er repræsentativ for dansk erhvervsliv, så må erhvervslivet stå over for store udfordringer.
At kommentaren derudover er spækket med en bunke udokumenterede påstande serveret på brølende ekstrabladsdansk, så tønderne buldrer, vil jeg ikke beskæftige mig med her. Det kan være, manden har ret på nogle punkter, selvom det forekommer tvivlsomt. Mere interessant er følgende tre implicitte præmisser for kommentaren:
- Danmark er et højtudviklet land.
- Danmark er, som alle ved, verdens bedste land at leve i.
- Den ikke-vestlige verden er overvejende befolket af fattige primitive.
Den første præmis er ganske sober: Det er uomtvisteligt, at Danmark økonomisk og teknologisk-industrielt er højt udviklet. Og erhvervslederen er da også tydeligvis på hjemmebane, når han taler om “efterspørgsel efter kompetent arbejdskraft” og om ingeniører, håndværkere, akademikere, økonomer, designere og marketingeksperter.
Den anden præmis er af mere metafysisk karakter: Forestillingen om Danmark som verdens bedste land at leve i, “smørhullet”, hvor det flyder med sociale kontanter og statsbetalt service, er sikkert en væsentlig ingrediens i danskernes nationale trosbekendelse. Men uden for Danmark er der næppe nogen, som kender til denne bekendelse endsige deler den. At vi skulle være de bedste, og at alle i verden ved det (og derfor beundrer os (og er misundelige)), er i bedste fald udtryk for en naiv illusion, i værste fald for arrogant selvtilstrækkelighed.
Den tredje præmis er en vandrehistorie, der genfortælles igen og igen, vel især af vestlige medier. Men den spiller en vigtig rolle, for ligesom plottet i en hvilken som helst b-film bygger på skurken, der vil helten det ondt, så har vi også brug for en skummel (og mørklødet) antagonist her, helst en tilbagestående vildmand fra junglen, før den forudsigelige handling kan gå i gang.
Og handlingen konstrueret omkring disse tre præmisser er: Højt oppe mod nord ligger verdens bedste land. Lyst, vidunderligt, befolket af flittige og engagerede mennesker. Os danskere. Landet, hvor det flyder med omsorg og tolerance, hvor alle er lykkelige og velhavende. Og fordi det er verdens bedste land at leve i, er hele verden misundelig på os lykkelige, som har gjort os fortjent til at leve her. Derfor vil de fremmede ude i verden gøre alt for at invadere vores yndige lille paradis. Det gælder især de fattige primitive fra Afrika og Arabien, som ikke vil bidrage med noget, men blot vil stjæle vores velstand og måske endda fordrive os fra vores land. Dette er en trussel mod Danmark. Derfor må der gøres noget drastisk, så de ikke kommer hertil. Der må være grænser!
Dette er historien – og vel essensen i erhvervslederens kaotisk komponerede kommentar. Men det er netop kun en historie, en eventyrlig fortælling, der med lidt fakta (præmis 1), lidt nationalromantisk metafysik (præmis 2) og en letkøbt løgn (præmis 3) fortolker en kompleks virkelighed. En sådan fortolkning gør givetvis lykke blandt de mere enfoldige danskere, der måtte nære en irrationel frygt for det ukendte og fremmede. Og kommentarens hensigt er givetvis også at bære ved til de frygtsommes heksebål. Men en udelukkende irrationel tilgang til virkeligheden gør sig ikke så godt for en seriøs erhvervsleder, og det ved skribenten udmærket. Derfor vinkler han sin fortælling med et særligt rationale: Det enkelte menneskes økonomiske brugsværdi som vurderingsgrundlag for, om det kan accepteres i Danmark eller ej. Hermed introducerer han et tilsyneladende objektivt kriterium: Bidrager en indvandrer med et økonomisk overskud til samfundet i almindelighed og det private erhvervsliv i særdeleshed, tolererer vi vedkommende, ellers ikke.
Rationalet bruger skribenten herefter til at fælde dom over forskellige etniske grupper af indvandrere om, hvorvidt de er brugbare eller ej. Og til dem, Danmark ifølge skribenten “under ingen omstændigheder [har] brug for”, hører “daglejere fra Nigeria og gedehyrder fra Somalia”. Og, jo, det lyder forjættende fornuftigt, for jobmulighederne som gedehyrde er ubestrideligt ret begrænsede i dagens Danmark. Men det er vel egentlig overflødigt at påpege – og vel næppe heller skribentens ærinde. Det er derimod snarere at etablere en kobling mellem afrikanske lande og arkaiske erhverv, en kobling, som betjener sig af en kliché om primitive afrikanere, sorte analfabeter, uduelige negre. Så er disse mennesker sat i bås. Hele bundtet, for de er vel alle sammen ens, fornemmer man. Og foruroligende er det, ifølge skribenten, at disse “gedehyrder” og “daglejere” i det grænseløse Danmark “næsten alle får opholdstilladelse og kontanthjælp og måske endda førtids- eller invalidepension.” I modsætning hertil er der de veluddannede hvide, som virksomhederne kan bruge økonomisk, først og fremmest danskere naturligvis, men også østeuropæere, der “leverer … kompetencer, flid og engagement”. Mennesket reduceret til et økonomisk objekt, hvis værdi alene afhænger af, hvad det “leverer” økonomisk. Og racisme slet camoufleret som en objektiv økonomisk vurdering: Afrikaneres evner rækker kun til at vogte geder, det giver ikke nok økonomisk overskud, derfor er de ubrugelige.
Danmark er et højtudviklet land. Økonomisk. Men bestemmes graden af udvikling, af civilisation ikke også af andre faktorer end økonomisk nytteværdi alene? Hvad med moralske standarder, herunder en idé om menneskeværdighed? Menneskeværdighed er et mærkeligt ord på dansk, det klinger fremmedartet og forkert, og det optræder måske også derfor sjældent i sproget. Ideen om menneskeværdighed opstod da også uden for landets grænseløse grænser. Menschenwürde, dets tyske ækvivalent, er betydelig mere udbredt, blandt andet i kraft af, at det som retsfilosofisk idé er grundpillen i den tyske forfatning. Også i den græske, portugisiske, spanske, italienske, finske, svenske, irske og belgiske forfatning spiller menneskeværdighed en afgørende rolle. Men ikke i Danmark.
Ligesom gedehyrden måske er for primitiv i forhold til Danmarks økonomiske standarder, så er erhvervslederen, der reducerer mennesker til økonomiske størrelser, vel også for primitiv i forhold til etablerede moralske standarder i den vestlige civilisation? Og jeg ved snart ikke, hvilken type primitive jeg foretrækker.
inter·ferens 