At ferien er forbi, mærker jeg på, at alt er ved det gamle. Ikke blot ligner min arbejdsplads i det indre København sig selv, hvilket er ganske glædeligt. Men også den offentlige debat ligner desværre sig selv med sin i mellemtiden åbenbart evigt gyldige trosbekendelse: “Vi danskere tror ikke på andre end os selv og vil gøre alt for at være fri for fremmede, især muslimer.” – “Kommer man dog aldrig videre?”, tænker jeg. Det gør man ikke. Velkommen tilbage til landet med de svimlende loftshøjder!
Således bringer dagbladet Information den 14.08.2015 en reportage fra tøjbutikken Hijab Hus på Nørrebro, der sælger islamisk mode til kvinder, herunder tørklæder. Tørklæder nu igen. Baggrunden for Informations historie er, at et socialdemokratisk medlem af Københavns Borgerrepræsentation havde lagt et billede af butikkens udstillingsvindue op på Facebook med teksten “det er trist, at der i 2015 er marked for noget, som repræsenterer alt andet end ligestilling mellem mænd og kvinder”. En kommentar, som åbenbart straks lukkede op for pøbelens evigt tilbagevendende fjæsbog-refræn om, hvad der er dansk og udansk. Og tøjbutikken hører selvsagt til i den sidstnævnte kategori, hvis nogen skulle være i tvivl. Information er flinke og giver den socialdemokratiske lokalpolitiker lejlighed til at forklare sig: “at gå tildækket på den måde betyder, at man er meget religiøs. Det, synes jeg, er et tilbageskridt for ligestillingen”, citeres manden for. En logisk set interessant kobling mellem dels tildækkethed og religiøsitet, dels religiøsitet og ligestilling, og dermed altså tildækkethed og ligestilling. Et glimrende eksempel på det, man i logikken kalder en transitiv relation, her skruet sammen af en socialdemokratisk lokalpolitiker. Men hov, er det, han siger, ikke bare: “Kvinder, lyt nu til en rigtig mand: Ligestilling er, når I smider alt klunset”? Og så kan alle jo være med igen. Hjemme i Danmark igen!
Som illustration til dette lille blogindlæg har jeg derfor også valgt et billede, som jeg har affotograferet fra Flensborg Avis, hvor det i fjor (1.11.2014) optrådte i en artikel om et informationsmøde for danske firmaer, der ønsker at etablere sig syd for grænsen. Det har danske virksomheder svært ved: Tyskland er jo ikke Danmark, og derfor gider man det jo ikke rigtigt som dansker. Billedet viser en nogenlunde ligestillet dansk kvinde. Det kan man se på (pas på, transitive relationer på spil!), at hun er meget lidt tildækket af tekstiler. Hun kan derfor heller ikke være særlig religiøs. Men helt ligestillet er hun nu ikke, kan man se. Og lidt religiøs må hun derfor også være. Måske går hun i kirke til jul. Men så må man da håbe, at hun tager mere tøj på til den tid. Nå, nej. Teksten under billedet lyder i øvrigt: “Der er så meget kvinder ikke forstår”.
Under informationsmødet med de danske virksomheder i Flensborg fortalte “den danske marketing-ekspert Bjørn Olsen” ifølge Flensborg Avis, at det kan give bagslag at bruge en sådan reklame på det tyske marked: Tyskere vil nemlig i modsætning til danskere nok opfatte reklamen som kvindefjendtlig. Det skyldes, at tyskere i modsætning til danskere ikke forstår ironi, får man at vide.
Jeg kan ikke lade være med at tænke på, hvad vi danskere ville have tænkt, hvis en tilsvarende reklame var blevet bragt i fx de italienske medier. Måske vi ville have fået bekræftet en fordom om, at italienerne har et problem med primitive machoer, som betragter alle kvinder som dumme blondiner. Men i Danmark kalder man det ironi. Og det er noget helt andet. Jeg kalder annoncen et klodset forsøg på at være morsom på bekostning af en bestemt gruppe i samfundet, i dette tilfælde kvinder. Og jeg køber ikke postulatet om en særlig, dansk ironi, som andre nationer ikke kan forstå. Og for så vidt kan jeg godt tilslutte mig lokalpolitikerens klagesang: Der er trist, at der i 2013 er et marked for budskaber i Danmark, som repræsenterer alt andet end ligestilling mellem mænd og kvinder.
Forstå mig ret. Problemet er ikke, at der bruges sexistiske reklamer. Selvom jeg personligt helst ville være fri for dem (og et højtudviklet civilsamfund nok burde have samme interesse). Problemet er, at man tilskriver kvindeundertrykkelse og manglende ligestilling af kvinder en særlig minoritet i samfundet, nemlig muslimerne. Og samtidig kobler det med en forestilling om, at dette er en fuldstændig fremmedartet adfærd for os etniske danskere, der nærmest har opfundet ligestillingen mellem mænd og kvinder. Selvbedrag kalder jeg det, men det gør jeg nok kun, fordi der er så meget, jeg ikke forstår. Selvom jeg ikke er kvinde.
inter·ferens 